Gå til indhold
Nicolai

flyvevåbnet

leder

portræt

Nicolai skal holde Flyvevåbnets Merlin helikoptere i luften

Nicolai

  • Titel: Teknikofficer / Premierløjtnant
  • Uddannelse: Maskiningeniør, professionsbachelor fra Aarhus Universitet
  • Stilling: Deputy Flight Commander

Muligheden for at mikse teknik og ledelse

Flyvevåbnets EH 101 Merlin helikoptere er stationeret på Flyvestation Karup. Tre af dem står klar året rundt til redningsopgaver og patienttransport, og de har tidligere indgået i internationale operationer.

Nicolai har netop afsluttet sin uddannelse som teknikofficer og er udnævnt til premierløjtnant. I sit første job starter han som Deputy Flight Commander med ansvar for et team af flymekanikere, hvis opgave er at holde helikopterne flyvedygtige.

“Når man tænker over det, er en helikopter noget af det mest sindssyge, man kan sende i luften. Den står bare og vibrerer og holder sig flyvende. Det er mit kommende teams opgave at servicere 101'erne og holde dem i tiptop stand. Det er en spændende opgave, både teknisk og ledelsesmæssigt.”

Kombinationen af ledelse og teknik var det, der motiverede Nicolai til at søge officersuddannelsen efter han havde færdiggjort en professionsbachelor som maskiningeniør fra Aarhus Universitet. På studiet fandt han ud af, at tekniske beregninger alene ikke var nok for ham; han ville også arbejde med ledelse og projektstyring. I Flyvevåbnet får han mulighed for begge dele.

Når man tænker over det, er en helikopter noget af det mest sindssyge, man kan sende i luften.

- Nicolai, teknikofficer

Stærk sikkerhedskultur

Nicolai startede på sin officersuddannelse, netop som krigen i Ukraine brød ud, og han har kunne mærke et skifte i den måde, man opfatter Forsvaret på.

“Krigen demonstrerer, hvor hurtigt den teknologiske udvikling går lige nu. Brugen af droner er et oplagt eksempel: Måske er der nogen, der om et år eller to har opfundet en måde, hvorpå man kan jamme de små, så de bliver ubrugelige. Hvem ved? Den teknologiske udvikling er i hvert fald superspændende at følge med i.”

Han fremhæver også den stærke sikkerhedskultur i Flyvevåbnet. Det er legitimt at tale om fejl og dele erfaringer, så alle lærer af hinanden. Ifølge ham bidrager åbenheden og den faglige dialog direkte til højere sikkerhed i luftfarten. Nicolai håber at kunne deltage i internationale missioner med Merlin-helikopterne. Muligheden for at gøre en konkret forskel i udsendelser har været en af årsagerne til, at han valgte Forsvaret, og han vurderer løbende muligheder for kortere og længere udstationeringer.