Fra teori til praksis
Det var ikke teknikken, der gjorde Viktor usikker, da han første gang gik ombord på fregatten Esbern Snare. Det var den ledelsesmæssige del af jobbet som våbenteknisk officer. Viktor er ansvarlig for alle skydevåben, fra håndvåben til fregattens 127 mm kanon, samt missil- og torpedosystemer og ildledelsesradar.
“Men jeg manglede nogle ledelsesværktøjer,” fortæller Viktor.
På officersuddannelsen kan motivationsteori virke abstrakt, men ude på skibet bliver gruppedynamikkerne klare. Ledelse viste sig at falde Viktor mere naturligt, end han havde forventet. Som leder handler det om at være sig selv og kommunikere i øjenhøjde med både erfarne specialister og nyankomne. Rollen kræver teknisk forståelse og evnen til at kommunikere klart til skibsledelsen under pres. Opgaven er at løse problemer hurtigt og sikre, at skibet kan agere effektivt.
“Alle er glade for deres arbejde og vil gerne gøre det godt. Selv om vi arbejder i et system, hvor man følger den ordre, der bliver givet, så har det aldrig været nødvendigt for mig at skulle beordre folk til noget.”
Selv om vi arbejder i et system, hvor man følger den ordre, der bliver givet, så har det aldrig været nødvendigt for mig at skulle beordre folk til noget.
Skal bekæmpe ubåde
Esbern Snare har haft værftsår, hvilket indebærer omfattende vedligehold.
“På et værftsår bliver skibet splittet til atomer. Det starter typisk i en tørdok, hvor alt under vandlinjen efterses. Ror og aksler pilles ud, og hovedmotorerne skilles ad. Desuden skæres meget af skibssiden op, og der svejses nye plader på. Når vi er færdige med det, begynder vi over vandlinjen.”
Fremover skal Esbern Snare fungere som antiubådsfregat, hvilket stiller krav om nye systemer. Viktor understreger, at beslutning om indkøb træffes centralt, men at hans team bidrager med praktisk erfaring fra den daglige drift.
“Det er på ingen måde os, der har ansvar for at udvælge systemerne. Det gøres af politikerne og Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse på baggrund af Natos anbefalinger. Men det er mine folk, der har den daglige drift, og derfor vil vi meget gerne bidrage med vores erfaringer.”
Trænes til kamp
Når værftsperioden er overstået, begynder opkøringsåret, hvor skibet og besætningen trænes til at blive en operativ kampenhed. Træningen handler både om teknisk fejlfinding og om at få holdet til at fungere i pressede situationer, så der altid er en plan B og plan C klar.
På et værftsår bliver skibet splittet til atomer. Det starter typisk i en tørdok, hvor alt under vandlinjen efterses. Ror og aksler pilles ud, og hovedmotorerne skilles ad.