Gå til indhold
Silhuetter af soldater med udstyr i måneskin under en natlig militærøvelse i åbent terræn.

Frømandskorpsets mentale hacks

Træn din mentale styrke med Frømandskorpset

Man siger, at det kræver 10% fysisk styrke og 90% mental styrke at blive elitesoldat. Nu kan du få indblik i Frømandskorpsets mentaltræning, og lære hvordan du holder hovedet koldt i pressede situationer og bliver ved, når kroppen giver op.

Person i militæruniform med foldede hænder i skødet, set i dæmpet lys.

Presset til det yderste

"Lasse", der oprindeligt er uddannet folkeskolelærer, havde egentlig ikke planer om at gøre karriere i Forsvaret. Men muligheden for at prøve sig selv af og chancen for at blive en del af de allerbedste, drev ham til at søge ind til Frømandskorpset. Hurtigt blev det dog tydeligt, at det ville kræve noget helt særligt at nå målet.
"Der er ingen tvivl om, at man bliver presset til det yderste på elevskolen. Der er meget smerte. Du finder ud af, at det er muligt at falde i søvn, samtidig med du går og bærer på en træstamme."
Optagelsesforløbet på 8 måneder stiller store krav til fysikken, men i virkeligheden foregår langt størstedelen af kampen mentalt. 

Psykologen Elias taler i profil mod mørk baggrund.

Hardcore mindfulness

”Det kræver en enorm viljestyrke, men ligesom den fysiske form, så kan det trænes – med de rette værktøjer,” siger Elias, psykolog i Frømandskorpset.
Når du bliver presset eller skal yde maksimalt, så er dine mentale værktøjer afgørende. I Frømandskorpset arbejder man med Militær Mental Træning (MMT), der hovedsagligt består af fire teknikker. Her handler det ikke om at være god til alle fire teknikker, men om at prøve dem af og finde frem til dem, der virker. 
”Ved at arbejde med de mentale teknikker og lære at regulere sit stressniveau, så bliver man i stand til at være i nuet og præstere under pres. Det er hardcore mindfulness.” 

4 Mentale teknikker

  • Visualisering:
    Forsøg at se dig selv gennemføre en opgave eller visualiser noget rart for at flytte fokus fra noget ubehageligt.
  • Vejrtrækning:
    Udåndinger bør være længere end indåndinger. Brug åndedrætsøvelser til at regulere stress og nervøsitet.
  • Indre dialog:
    Vær opmærksom på negative tanker, og forsøg at tale støttende til dig selv. Også når du er presset.
  • Mål og delmål:
    Sæt hele tiden mål og delmål, der er overskuelige. En elefant skal spises i små bidder.
Silhuet af Lasse, operatør i Frømandskorpset, mod mørk baggrund

Visualisering

Et af de værktøjer, der hjalp "Lasse" gennem elevskolen, var visualisering.
”Det brugte jeg meget, når vi skulle udføre noget, der var udfordrende. Men man kunne også bruge det, når det blev hårdt. Der var en hel uge, hvor vi ikke sov, og man begyndte at hallucinere, så der var der virkelig brug for at flytte fokus til noget lidt mere rart.” 
Den dag i dag gør "Lasse" stadig stor brug af forskellige mentale værktøjer i sit arbejde som operatør, hvor opgaverne og udfordringerne kan være vidt forskellige – fra udsendelser i uniform til livvagtstjeneste i jakkesæt.

Silhuet af person i profil mod mørk baggrund.

Træn dine mentale værktøjer

Hvis du drømmer om at komme ind i Frømandskorpset – Danmarks mest krævende militære enhed – er mental forberedelse lige så vigtig som fysisk træning. Det fortæller Lightyear, som har været instruktør på optagelsesforløbet i fem år:
"Vi holder meget af træningen hemmeligt for at teste eleverne. Men du kan forberede dig mentalt med simple værktøjer – som at komme op og træne, selv når det regner, eller du er træt efter en bytur."

Har du modet til at søge?

Instruktøren Lightyear i militæruniform taler foran mørk baggrund.

Her kan du høre instruktøren Lightyear fortælle mere om, hvordan du kan få modet til at søge.