Hverdagen i Jægerkorpset
Det sidste halve år er fløjet afsted for UC, efter han har fået sin bordeaux baret og er indgået i Jægerkorpsets operative patruljer. Et halvt år med oplevelser i både ind- og udland, med fuld fart på.
"Det har taget lidt tid at vænne sig til, at hverdagen er så unik"
Det fortæller UC, der er glad for, at han er ung og derfor kan prioritere det, han har allermest lyst til: sit arbejde i Jægerkorpset.
Vi taler ofte om, at vi har verdens fedeste job.
Uniform i blodet
Vejen til at blive jægersoldat for UC var en naturlig fortsættelse af en barndom omgivet af uniformer. Begge hans forældre er betjente, og han voksede nærmest op på en politistation, fortæller han. For UC handlede det ikke kun om uniformen, men om den fysiske udfordring og den militære disciplin, som tiltrak ham.
"Jeg har altid gerne villet lave noget fysisk.”
Han peger på, at hans valg også blev formet af krigens nærvær i medierne i hans generation. Den tidlige idé om at blive jægersoldat var med til at præge UCs ungdomsår, hvor han optimerede sin udholdenhed og beslutsomhed.
I dag føler UC sig privilegeret, især på grund af det unikke kammeratskab og de udfordrende opgaver.
"Vi taler ofte om, at vi har verdens fedeste job."
Nogle gange er kommunikation, stemmens magt og evnen til at aflæse en situation, specialstyrkesoldatens vigtigste værktøjer.
Bank på døren eller spark til bøtten
Livet som jægersoldat er langt mere alsidigt, end mange forestiller sig.
"Man ved ikke, hvilken opgave der kommer, og det er det, der gør det utroligt spændende.”
Hverdagen byder på opgaver fra faldskærmsspring i USA til klatring på gletsjere i Grønland og civil optræden i storbyer for at indsamle informationer.
“Det er nemt at sparke til bøtten og være super aggressiv hele tiden, men den egentlige udfordring er at vide, hvornår man skal pakke våbnet væk og, hvornår man skal bruge det. Nogle gange er kommunikation, stemmens magt og evnen til at aflæse en situation, specialstyrkesoldatens vigtigste værktøjer.”
Fysisk indsats hver dag
I Jægerkorpset er der en udbredt opfattelse af, at man er en slags atlet.
"Vi bliver set på som atleter, netop fordi vi lever af vores krop.”
Og den fysiske indsats er en stor del af hverdagen. På trods af hård træning og ekstreme opgaver er der en bemærkelsesværdig ydmyghed blandt jægersoldaterne.
"Der bliver altid leveret en meget professionel tilgang og indsats til den opgave, man bliver stillet over for."
For dem, der overvejer at søge, mener UC, at det er vigtigt at finde det, han kalder “den hellige ild" i sig selv.
"Har man den, skal man bare få sendt en ansøgning afsted."

